Martinique, Saint-Pierre

Byen der rejste sig fra asken....

Efter at have sejlet fra Sines i Portugal ankom jeg til Martinique i januar 2020. Jeg anløb den sydlige del af øen. Den del af Martinique der er tættest befolket og fyldt med gode ankerpladser - velbeskyttede imod vind og dønning. Efter et kort ophold her fortsatte jeg til Saint-Pierre, der er beliggende på den nordlige del af Martinique - lige syd for Mont Pelée.

Byen var det kulturelle center frem til 1902, hvor den blev udslettet af et vulkanudbrud. Alle aktiviteter blev flyttet sydpå til Fort de France, der nu er hovedbyen på Martinique. Idag er det den sydlige del af Martinique, der er den mest aktive.

Men.....Saint-Pierre har rejst sig fra asken. Langt fra til sin daværende størelse. Med et befolkningstal på nogle få tusinde mod knap 30.000 i år 1902.

Saint-Pierre er et levende museum. Et museum med Mont Pelée i baggrunden - vulkanen der udslettede Saint-Pierre. Et museum hvor ruinerne fra den oprindelige Saint-Pierre er udstillet. For eksempel: la cathédrale, le théâtre, la prison, le quartier du fort og le figuier. La cathédrale er blevet delvist renoveret og bruges nu til gudstjenester. Og ombord på Iaorana kunne jeg hver søndag morgen høre kirkeklokkerne kalde til gudstjeneste.

Men også et museum der er fyldt med liv. En by der er genopbygget på resterne fra den oprindelige by. Og hvor resterne mange steder er fuldt synlige.

Saint-Pierre er et af de steder, hvor jeg har følt mig hjemme, og jeg blev liggende i 3 måneder.