Det var i La Rochelle, jeg så Joshua for første gang. Bernard Moitessier's båd. Det var med Joshua, Bernard Moitessier ankom til Alicante i 1966 efter at have sejlet non-stop fra Tahiti. Den længste non-stop sejltur der dengang var gennemført i en lystbåd.
Og det var med Joshua han to og et halvt år senere deltog i The Golden Globe arrangeret af Sunday Times. En non-stop kapsejlads rundt om jorden som han valgte at udgå fra, for i stedet af fortsætte til Tahiti. Han og Joshua nåede frem til Tahiti efter at have sejlet halvanden gang rundt om jorden og tilbragt 11 måneder på havet.
Bernard Moitessier har altid været min største inspirationskilde.
Jeg var i La Rochelle for at se Iaorana en stålbåd af typen Scorpion 10. Iaorana havde været til salg i 9 måneder, og jeg havde fulgt den på internettet. En fantastisk båd - men for stor og for dyr i forhold til det jeg søgte.
Jeg ledte efter en Scorpion 9. En 10 meter stålbåd med sænkekøl; Bygget på knækspant og med et deplacement på 6 tons - ideelt for mig. Men i mere end et år var det ikke lykkedes at finde en. Derimod kom Iaorana frem hver gang.
I maj 2008 besluttede jeg at se Iaorana. Jeg ringede til min bank, og spurgte: "Hvad nu hvis..........?" med en klar forventning om at få et afslag. Sådan gik det ikke, og to dage senere, var jeg i La Rochelle.
Skibsmægleren hentede mig på togstationen i La Rochelle, og vi kørte til Île d'Oléron, hvor jeg så Iaorana for første gang. Jeg havde store forventninger, men de blev alle overgået: Iaorana var min drømmebåd.
Og så havde den daværende ejer, der havde fået Iaorana bygget, valgt at fastholde den originale stil. Der var således ikke boret huller hverken i apteringen eller i selve skroget til instrumenter, ledninger, moderne bekvemmeligheder og lignende - svært at finde allerede i 2008!
Næste formiddag, på vej til skibsmægleren, så jeg Joshua for første gang. Og jeg vidste, at min beslutning om at købe Iaorana var rigtig.